Alenetid, det lyder simpelthen bare som musik i mine ører ... let, lækkert, uforstyrret, kreativt, afslappet og overskudsagtigt. Jeg ved, det er umådelig sundt for både krop og sjæl, men hold nu op, hvor har jeg bakset med det tidligere ... altså ikke med at tænke på, hvor lækkert det ville være eller hvor meget jeg har haft brug for det, men med at få det, finde tiden og rummet til det.
Hvor bliver tiden af?
SÅ, på trods af lækkerhed og des lignenden, har alenetid altså været en udtalt knaphedsfaktor her på matriklen og når jeg skriver HAR været, hænger det sammen med to helt grundlæggende ting: 1. børnene er blevet større og mere selvhjulpne og 2. jeg er blevet klogere.
Det med børnene brugte jeg gennem mange år, som en begrænsning til at kunne tage mig tid til MIG, for jeg var jo uundværlig, jeg var mor med stort M, jeg var direktør i det lille hjem, havde det forkromede overblik og nå ja, så styrede jeg for vildt og selvfølgelig på den eneste rigtige måde. Så dét med at stemple ud og tage tid til at lave ingenting, dét strammede altså gevaldigt om samvittigheden samt hele det store familiepuslespil med indkøb, legeaftaler osv.
Egne eller andres forventninger?
Spurgte jeg min mand, om han så det sammen som jeg? Næh, for hvad vidste han om det. Var der andre, der sagde til mig, at jeg ikke måtte bruge tid i eget selskab? Næh, der har faktisk ikke været nogen og tjekke hverken rengøringen, køleskabet, tøjvasken eller gennemgået børnenes aktiviteter og behov.
SÅ, det gik med tiden op for mig, at jeg selv forventede, at jeg skulle være "på" hele tiden ... det er jo sådan en direktør gør, ikk'? Ja, nu kommer det jo sellvfølgelig an på, om det er en stresset, lidt fraværende direktør, der har begravet sig i aftaler og projekter fra tidlig morgen til sen aften ... eller det er en balanceret og nærværende direktør, der ved, at hun præsterer SÅ meget bedre, når hendes krop og sind er tilgodeset - Jeg jagtede således i årevis rundt efter mine egne begrænsende overbevisninger, uden at andre overhovedet var klar over min nedslidende turnus.
Hvor er din skaberkraft?
Det handler i grunden ikke om at "tage" dig tid, for det lyder mildest talt lidt som at stjæle fra kagedåsen. Den positive tilskyndelse er at "skabe" dig tid ... til dig ... og hvordan gør du så det?
Jo, hver gang du vil skabe noget rigtig lækkert, er det jo, at det i første omgang skal gå op for dig, HVORFOR det er så mega lækkert? Hvad er det, du ønsker dig? Hvad får dit smukke lille hjerte til at synge? Vil du tage et fodbad? Vil du sætte dig op i skoven med et termokrus og bare kigge? Vil du snuppe en middagslur? Når du ved præcis, hvad du længes efter, så har du din målstreg og den er vigtig for at kunne komme i mål med dig og din alenetid.
Hvis det var SÅ enkelt, var du helt sikkert stukket afsted med det samme, så der er selvfølgelig lige ét step mere, du skal omkring og du troede måske nok, at målet var det vigtigste, men sandheden er faktisk, at dine underlæggende overbevisninger, dine begrænsninger, din tvivl, din samvittighed (kært barn har mange navne) er den vigtigste faktor ift. at lykkedes.
Ja, jeg ved godt, at vi er kvindeliv herinde, men forestil dig for eksemplets skyld lige en fodboldkamp - ét mål, en god samling medspillere, men også en pokkers masse modspillere - Dét er dit scenarie også ift. at få skabt dig alenetid.
Målet er klart. Dine medspillere er alle dine tanker på, hvor lækker en alenetid, du ønsker at skabe, hvordan du trænger og helt sikkert har fortjent det osv. Dine modspillere derimod er dine ubevidste overbevisninger og DEM skal du have has på, for at nå i mål!
Hvad kalder man en person, der sætter sig selv forrest?
Så hvordan har du det fx. med at være egoistisk? Grådig? Krævende? Nej, vel! De fleste har det stramt med at være sådan en person, men ved du hvad ... det skal du være, for ikke at være det! Du skal også lære dine børn, at blive ved med at være det (de er det nemlig helt automatisk som helt små) ... hvorfor? Fordi der ligger den selvkærligste, sundeste, mest healende og overskudsagtige frigivelse af DIG i at kunne være dét også.
At være krævende, betyder at du har nogle krav til hvordan du bedst passer på dig selv og din krop. Du kræver varme, mad, drikke, omsorg og alenetid til at restituere og stå stærkest, have det bedste humør og det største overblik.
Grådig ... Ja, på livet. Selvfølgelig skal du da være dét. Vil du ikke gerne have det meste ud af din tid her på planeten ... grine, glædes, kramme, flirte, være elsket, være sund og rask. Du skal da ville have en del af livets kage og som ansvarlig voksen betyder det, at du selv må række hånden ud og tage et stykke.
Egoistisk har jo nærmest været et skældsord for ubarmhjertige mennesker med rundsave på albuerne, men helt ærligt, vi har alle vores plads at fylde her i livet, vi er alle unikke og uundværlige. Vi er dog ikke tanken værd, hvis ikke vi formår at passe godt på og selv, tage vare på os selv, som vi gør på et lille barn. Når vi lærer at være vores egen kærligste ven og skabe os tiden til at restituere og blomstre, så gør vi i samme åndedag ALLE andre en tjeneste, for vi bliver fantastiske af det og det er den største gave vi kan dele ud af efterfølgende.
Balance vs. ubalance. At blive bevidst om, hvor og hvorfor du begrænser dig selv, skaber så uendelig megen værdi både for dig selv og de omkring dig - Be Balance ❤️
Tak for at læse med. Det vil gøre mig glad, hvis du vil dele dine tanker i kommentarfeltet 😉
#Alenetid #Migtid #Egenomsorg #Selvkærlig #Balance #Ubalance #Sætmål #Nådinemål #Begrænsninger #Egoisme #Grådighed #Stress #Gørnogetandet #BeBalance #Lenemariefaber
