top of page
Sandet strand

Træthed handler ikke altid om søvn

... én af de mest oversete elementer under stress-paraplyen, men hvad mere kan det handle om?


Det er ikke altid rart, at bo i din krop, men det er klogt, for den har en masse at fortælle dig.

Din krop bliver træt og når jeg siger træt, refererer jeg ikke til den slags søvnighed, hvor det svier lidt i øjenkrogen og du føler en overmandende trang til at lukke øjnene.


Din hjerne bliver også træt og denne type træthed handler igen ikke nødvendigvis om manglende søvn, men stadig om en tilstand der kan give udslag i manglende overblik og fokus.

Søvnen er ofte i fokus, når der tales om træthed hos mennesker, der er ramt af stress, men der kan snildt være andre årsager til din træthed ...

Det er en hård tjans, sådan at være ramt af stress. Det tager hårdt på kræfterne, for kroppen bruger enorme mængder energi på at opretholde dit alarmberedskab (uanset der er en akut og ganske reel fare på færde eller du gennem uger eller måneder har været plaget af dine tankers uransagelige veje).


Præcis som din bil har brug for strøm, diesel eller benzin (og olie), har din krop og hjerne brug for mad, for at kunne fortsætte dagens tankevirksomhed og øvrige fysiske gøremål.


Mad er dog ikke blot hvilken som helst mad. Nu er pointen egentlig ikke, at jeg i samme åndedrag skal slå et slag for, hvor udpint mange af vores råvarer er i dag, samt hvor fiber- og vitaminfattig mange fødevarer er generelt (men som kostvejleder er det lidt svært at lade være, sorry).


Mad skal være nærende. Det skal fylde depoterne op. Give dig brændstof "til turen" samt proteiner at genopbygge dit system af. Får du ikke næring nok, bliver dit biologiske system over til afmattet, slattent, dvask, kært barn har mange navne.


Din hjerne har i særlig grad brug for væske, vand, for at kunne agere med klarhed. Din krop har naturligvis også et væskebehov, faktisk udgør den gennemsnitlige voksne menneskekrop af omkring 60% vand. Der skal derfor af gode grunde en hel del vand til at sørge for at kroppen kan bibeholde sit energiniveau, udskille affaldsstoffer, hydrere celler og organer osv.


Når du føler dig træt, udkørt, kørt over, mast, blank, drænet eller hvordan ellers din krop kalder på opmærksomhed, så prøv at spole tiden blot et par uger tilbage og se om du kan huske, hvordan, hvor tit, hvor meget samt hvad du har spist og drukket? Jeg vil tænke, der for langt de fleste er en del at hente ved at sætte ind netop hér.


Er det svært at gennemskue eller overkomme, så ræk ud for hjælp. Jo længere nede, du ligger på energibarometeret, jo længere op er der til du igen føler dig let, frisk og balanceret ... og det kan godt virke uoverskueligt på egen hånd.


Hvis noget i teksten rammer dig et meget ærligt sted, så er du allerede et skridt videre i forhold til en ny fin læring. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at give mig et ring.


Bedste hilsner


Lene Marie Faber

Specialist i stress & mental sundhed



Comments


bottom of page