top of page

Sammenbrud før gennembrud

Denne fantastiske sætning har jeg lært af en kendt psykolog ved navn Mette Holm. 

For mig, giver den mening langt ind i sjælen, da mine allerstørste læringer helt naturligt er udsprunget af at stå et rigtig træls sted. Stress er et godt eksempel. Oplevelsen var gennemgribende og bestemt ikke ønskværdig, men alt dét jeg lærte om mig selv og mine overbevisninger, har skabt det liv, jeg lever i dag og dét ville jeg ikke være foruden.

Klik på PDF-ikonet, for at læse, printe eller downloade til din egen computer

At komme helt derud “i tovene” hvor du er tvunget til, hvor du på ingen måde kan undsige dig, hvor der IKKE er noget alternativ end til at ændre på selv de mest insisterende og indgroede overbevisninger, det er vanvittigt, skelsættende og helt fundamentalt for enhver banebrydende udvikling. 

For mig, som var den “pæne pige”, der altid prøvede at yde lidt mere, tage ansvar for mere, sagde ja til mere, uanset det hev og sled i min energi, mit overblik og min følelse af at holde mig oven vande, handlede det om at lære at sige fra og passe bedre på mig selv!

Mine overbevisninger om, hvad der er rigtigt og forkert, hvad man bør, hvem man er, hvad man fortjener osv. var SÅ stærke udi bl.a. ansvarlighed, perfektion, loyalitet, anerkendelse, værdi, kontrol, faglig stolthed, at jeg solgte ud, lige indtil jeg blev reddet!

Heldigvis blev jeg reddet af min krop, som sagde fra meget markant, hvor jeg ikke selv kunne. Den tvang mig til at reflektere over mine tanke- og handlemønstre, den skubbede mig derud, hvor der ikke var andre valg end at kapitulere … den reddede mig!

Refleksion - Er du klar til dit gennembrud?

Hvis ikke, så spørg dig selv hvorfor? Hvorfor behøver det at blive SÅ voldsomt?

Hvorfor mødte du stress? Hvad er det, du skal lære? Hvad tror du på nu og hvordan kunne det hjælpe dig at justere lidt på dine overbevisninger? Hvilken gave tror du, der ligger klar til dig på den anden side af et (større eller mindre) sammenbrud?

Jeg tror på, at alting sker af en årsag. Den er ikke altid tydelig fra starten, nogle gange først længe efter, men der er altid læring at hente.

Så hvad har du allermest brug for lige nu?

Jeg håber, du vil finde dette redskab meningsfuldt. Har du spørgsmål til det eller til din aktuelle situation, er du altid velkommen til at kontakte mig via stressorama@mail.dk

Bedste hilsner

Lene Marie Faber

 

Den korteste version af mit arbejde med stress udspringer af, at jeg selv var ganske hårdt ramt i starten af 00'erne. Det hjalp mig til at indse mit ønske om at skabe balance i livet samt min passion for at hjælpe andre med præcis det samme.

bottom of page